§1 Foreningens navn
Foreningens navn er FK Fitness og har hjemsted i Silkeborg Kommune.

§2 Foreningens formål
Er ud fra et frivilligt foreningsarbejde at drive et motionscenter i Kragelund Hallen. Foreningens virksomhed er almennyttig og åben for enhver der tilslutter sig foreningens formål. Foreningen er medlem af organisationerne DGI og GYM Danmark samt Idrætsforeningen FK 73.
FK Fitness har egne vedtægter og er juridisk og økonomisk en selvstændig forening.

§3 Medlemmer
Ethvert medlem kan optages ved registrering i forenings medlemsregister og ved betaling af det fastsatte kontingent. Manglende betaling af kontingent medfører eksklusion. Bestyrelsen kan ligeledes ekskludere et medlem hvis denne skader foreningens anseelse og arbejde.

§4 Ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed og afholdes hvert år inden udgangen af april måned og indkaldes med mindst 14 dages varsel ved opslag på foreningens hjemmeside og hvor foreningens bestyrelse i øvrigt ønsker det kommunikeret. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde 8 dage før generalforsamlingen.
Stemmeret har alle medlemmer ved personlig fremmøde. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset det fremmødte antal og med simpelt stemmeflertal. Ændring i foreningens vedtægter kræver dog 2/3 flertal af de afgivne stemmer.

§5 Dagsorden
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år
  3. Fremlæggelse af revideret regnskab for det forløbne år til godkendelse
  4. Behandling af evt. indkomne forslag
  5. Valg af bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter
  6. Valg af revisor og revisorsuppleant.
  7. Eventuelt

§6 Ekstraordinær generalforsamling
Kan indkaldes af bestyrelsen eller når mindst 25% af foreningens medlemmer skriftlig indgiver begæring herom til bestyrelsen med forslag til dagsorden. Indkaldelse skal ske med 14 dages varsel til afholdelse senest 14 dage derefter og offentliggøres jf. bestemmelse i § 4

§ 7 Bestyrelsen
Består af 5 medlemmer. En formand, næstformand, kasserer, sekretær og et yderligere medlem. Valgperioden er 2 år, således at der i ulige år vælges 2 og i lige år 3 medlemmer. Suppleanter og revisor vælges hvert år på generalforsamlingen. Bestyrelsen konstituerer sig senest 14 dage efter generalforsamlingen med ovennævnte poster. Bestyrelsen varetager ledelsen af foreningen og fastsætter selv sin forretningsorden. Dog afholdes mindst et møde i kvartalet og i øvrigt når formanden eller 2 bestyrelsesmedlemmer ønsker det. Sekretæren udfærdiger referat fra bestyrelsesmøderne til godkendelse på det efterfølgende møde.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig med deltagelse af mindst 3 medlemmer, hvor formand eller næstformand er til stede.
Et bestyrelsesmedlem i FK Fitness og FK 73 skal som minimum 1 gang om året deltage i hinandens bestyrelsesmøde for at drøfte samarbejdet, driftsforhold mv. mellem de 2 foreninger med henblik på, at skabe de bedste rammer for foreningernes virke.

§ 8 Tegning og hæftelse
Foreningen tegnes ved underskrift af formand og kasserer. Ved optagelse af lån dog af den samlede bestyrelse. Foreningen hæfter alene med sin formue.

§ 9 Foreningens opløsning
Beslutning om opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Til denne beslutning kræves at mindst 3/4 af de fremmødte medlemmer stemmer for forslaget.
Ved foreningens opløsning skal foreningens formue og evt. løsøre overdrages til Idrætsforeningen FK 73.

 

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den 21. august 2017.